Måske er der hjælp på vej til 17 lokale projektholdere, der har ventet længe på at få udbetalt støtte efter at have gennemført deres projekt.
Erhvervsministeren har i dag stillet forslag om, at man straks udbetaler 80 % af støtten til afsluttede LAG-projekter. Det vil komme 17 projekter i vores område til gode. Forslaget skal dog først behandles i Finansudvalget.
En straksudbetaling vil betyde, at virksomheder og foreninger hurtigere får de penge, der er brugt på deres projekter, tilbage i kassen. Penge, der jo er brugt på at skabe aktiviteter i landdistrikterne.
Erhvervsminister Simon Kollerup udtaler:
”Med midlerne til de lokale aktionsgrupper kan vi skabe liv og fastholde arbejdspladser i landdistrikterne. Derfor er det vigtigt for mig i den her svære tid at gøre, hvad jeg kan for at holde hånden under de lokale projekter, der skal realiseres med LAG-midler i ryggen. Vi må i hvert fald ikke havne i en situation, hvor LAG-projekter er nødt til at dreje nøglen om på grund af likviditetsproblemer, mens de venter på udbetalingen af nogle midler, de allerede har fået tilsagn om.
De større byer kom bedst ud af finanskrisen, mens flere landdistrikter stadig kæmper med eftervirkningerne. Og corona-krisen er også hård for yderområderne i Danmark. Det er derfor, regeringen har sagt, at vi skal ud af krisen på en retfærdig måde. Vi har en mulighed for at gøre det anderledes den her gang, hvor regningen for krisen ikke ender i for eksempel landdistrikterne.”
Regeringens forslag om straksudbetaling af LAG-midler skal vedtages i Folketingets Finansudvalg, før initiativet kan blive sat i gang.
På landsplan dækker sagerne over ca. 42 mio. kr. i ikke-udbetalte midler. Ca. 22 mio. kr. er udestående midler til selvstændige og virksomheder, mens de resterende ca. 20 mio. kr. er udestående midler til foreninger.
Her i Midt-Nordvestsjælland er der tale om i alt 3,75 mio. kr. fordelt med 2 mio. kr. på erhvervsprojekter og 1,75 mio. kr. på foreninger.
Vi sender også en stor tak til Landdistrikternes Fællesråd, der sammen med LAG’erne i lang tid har kæmpet for denne sag.
Se hele Erhvervsministerens pressemeddelelse her.
Yderligere oplysninger om LAG Midt-Nordvestsjælland kan fås hos:
Formand Flemming Engtoft Larsen, flemmingengtoft@gmail.com / 51 31 64 56