16 projekter konkurrerer om årets første LAG-midler.
Bestyrelsen i LAG Midt-Nordvestsjælland får en bred og forskelligartet vifte projekter at vælge imellem, når de i starten af marts måned beslutter, hvem der skal modtage støtte fra årets første uddeling af LAG-midler. Her i 2022 skal der uddeles intet mindre end 6 mio. LAG-kr. i det midtnordvestsjællandske, og sidste chance for at søge i år er allerede 28. april kl. 23.59.
Projekter på landet og i mindre byer dominerer
Bestyrelsen har 16 ansøgninger at vælge imellem, når de skal indstille de første projekter i år til støtte. ”Der er en god blanding imellem erhvervsrettede og almennyttige projekter”, fortæller formand Flemming E. Larsen og fortsætter: ”Vi har 9 erhvervsprojekter og 7 almennyttige, men det mest slående er, at det virkelig er landet og de mindre byer, der har søgt denne gang. Købstæder som Holbæk og Kalundborg er næsten fraværende i ansøgerfeltet. Kommunemæssigt topper Holbæk og Odsherred med hver 5 projekter.”
Tiden præger også antallet af ansøgninger, selv om der er mange penge på højkant
”I lyset af kun 2 ansøgningsrunder og 6 mio. kr. på højkant i år havde vi måske troet, at vi ville få lidt flere ansøgninger denne gang, men det er nærliggende at tænke, at højkonjunktur samt stigende priser på byggematerialer og håndværkere måske har holdt en del tilbage. Det er også værd at bemærke, at der trods alt er tale om en fremgang i antallet af ansøgninger i forhold til sidste runde i september 2021.”
Årets næste – og sidste – ansøgningsfrist er 28. april 2022
LAG Midt-Nordvestsjælland har kun to ansøgningsrunder i 2022, og den ene er altså allerede afviklet. ”Sidste ansøgningsmulighed i år er 28. april, så det gælder om at holde sig til. Derefter går der nemlig et års tid inden næste LAG-ansøgningsrunde i 2023. Vi vil bl.a. gerne se flere erhvervsprojekter. Det er nemlig noget af det unikke ved LAG-ordningen, at vi også kan støtte iværksættere og små virksomheder. Jeg vil opfordre til, at man starter i god tid og tager fat i LAG-koordinatorerne for sparring. Via hjemmesiden og Facebook vil vi også annoncere informationsmøder. Det er svært at lave en god LAG-ansøgning, hvis man starter et par dage før fristens udløb.”, slutter Flemming E. Larsen.
Yderligere spørgsmål
Yderligere oplysning om generalforsamlingen og LAG Midt-Nordvestsjælland kan fås hos:
Formand Flemming Engtoft Larsen, flemmingengtoft@gmail.com / 51 31 64 56