Stor skuffelse – vi fortsætter kampen for flere midler
Læsningen af regeringens finanslovsforslag vækker stor skuffelse hos Flemming Engtoft Larsen, formand for den største af landets lokale aktionsgrupper LAG Midt-Nordvestsjælland. Regeringen har nemlig ikke afsat flere penge til udvikling af landdistrikterne gennem den såkaldte LAG-ordning, selv om det var det, et flertal lovede. Vel at mærke lige før valget. Nu vil man i tæt samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd holde partierne op på deres løfter, så der kan komme mere liv og vækst i landdistrikterne.
Det man lover før valget, bør man holde efter valget
Dagens finanslovsforslag var ventet med spænding hjemme hos Flemming Larsen i Kalundborg. Han er nemlig formand for landets største lokale aktionsgruppe LAG Midt-Nordvestsjælland. Spændingen skyldtes ikke mindst, at et stort folketingsflertal i maj måned lovede, at der skulle skaffes flere penge til LAG-ordningen (læs evt. mere her), der støtter projekter i landdistrikterne – både almennyttige og erhvervsrelaterede. Stor var derfor skuffelsen, da han slog op på side 441 i det digre værk og konstaterede, at der ikke lægges op til flere penge.
“Jeg må ærligt indrømme, at jeg er skuffet, og jeg håber, at et flertal i løbet af forhandlingerne vil rette op på det. Jeg har fuld forståelse for, at der er mange områder, der skal prioriteres. Men for det første taler vi på årsplan om under 30 mio. kr. for hele landet. For det andet er vi et område, der fra dag 1 vil kunne gøre en forskel med de ekstra penge, fordi vi i LAG allerede har en fuldt funktionsdygtig organisation. Og det er ekstra vigtigt, at det sker allerede her i 2020, for når en ny 6-årig programperiode starter 1. januar 2021, vil der gå adskillige måneder, før vi igen kan yde støtte. Det vil være katastrofalt for de lokale ildsjæle og iværksættere.”, udtaler Flemming Larsen.
Interessen for LAG har aldrig været større
Flemming Larsen fortsætter: ”For os her i Midt- og Nordvestsjælland er det ekstra bittert, fordi vi netop nu oplever den største interesse nogensinde for vores ordning, og antallet og kvaliteten af projekter var rekordhøjt, da der senest var ansøgningsfrist i august måned.”. LAG Midt-Nordvestsjælland vil nu arbejde videre på at påvirke politikerne, der i de kommende uger skal forhandle finansloven på plads. Det sker i tæt koordination med Landdistrikternes Fællesråd.
Yderligere spørgsmål
Yderligere oplysninger om LAG Midt-Nordvestsjælland kan fås hos:
Formand Flemming Engtoft Larsen, flemmingengtoft@gmail.com / 51 31 64 56