Stor geografisk spredning på de 9 projekter, LAG støtter i sin første 2021-uddeling
Bestyrelsen i den lokale aktionsgruppe (LAG) for Midt-Nordvestsjælland havde travlt torsdag aften. For første gang i foreningens historie skulle et indstillingsmøde pga. Corona klares via computeren, og det er lidt af en opgave, når der er hele 17 deltagere på mødet. Men det gik, og bestyrelsen endte med at indstille 9 ud af 26 ansøgte projekter. Der blev brugt lidt over 2 mio. kr. af de i alt knap 6 mio. kr., der i 2021 er afsat til at støtte projekter, der kan være med til at skabe liv og vækst i landdistrikterne i de fem kommuner Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred og Sorø. De 9 projekter havde i øvrigt en spredning, der meget fint afspejler denne geografi. LAG’s næste ansøgningsfrist er 29. april.
Blåstempler den lokale opbakning
”Vi er glade for, at Corona’en ikke har mindsket idérigdommen ude omkring, og vi kan virkelig mærke, at man har fået øjnene op for LAG-ordningen – ikke mindst hos de helt små virksomheder og iværksættere. Det er vi rigtigt glade for. Det er fantastisk at opleve, hvordan LAG-støtten nogle gange er den X-faktor, der kan være med til at sikre, at gode idéer får luft under vingerne og er med til skabe ny energi og liv i vores område. En støtte fra LAG kan tit være en døråbner hos andre fonde, og det er der skelet til i flere projekter denne gang. Vi blåstempler så at sige den lokale opbakning.”, udtaler formand Flemming Engtoft Larsen fra Kalundborg og fortsætter: ”Feltet var også denne gang stærkt med mange gode projekter, men da vi har yderligere to ansøgningsrunder i 2021, turde vi ikke bruge lidt mere end 1/3 af vores samlede 2021-midler. Vores næste ansøgningsfrist er 29. april, og allerede nu har vi kendskab til en række projekter, der påtænker at søge.”
Stor spændvidde – både i indhold og geografi
De 9 udvalgte projekter, der herefter indstilles til endelig godkendelse hos Erhvervsstyrelsen, spænder både i geografi og indhold meget vidt. Lige fra støtte til SkaberZonen – et kreativt værksted i Kalundborg til ’Mad i marken’ i Lejre, der vil etablere et mobilt pop-up køkken lige ude i en frodig grøntsagsmark. Der var også støtte til en nytænkende alpaka-park i Bukkerup ved Tølløse og en land-café nord for Reerslev, der vil skabe synergi med en nyetableret plantage med pluk selv-blåbær.
De 9 projekter, der indstilles til støtte, er (med støttebeløbet angivet i parentes):
- Skaberzonen – et moderne kreativt værksted (Kalundborg Kommune) 400.000 kr.
- Opgradering og sæsonudvidelse af Malergården (Odsherred Kommune) 300.000 kr.
- Land-Cafe og pluk-selv blåbærplantage (Kalundborg Kommune) 300.000 kr.
- Manfredslund (Sorø Kommune) 245.000 kr.
- Skamstrup Landsbyfællesskab (Holbæk Kommune) 200.000 kr.
- Alpati Alpaka Park (Holbæk Kommune) 200.000 kr.
- Mad i marken (Lejre Kommune) 162.500 kr.
- Anneberg KBH – lokale fødevarer til København (Odsherred Kommune) 150.000 kr.
- Bæredygtig spa til Gaardhotellets gæster og private (Kalundborg Kommune) 75.000 kr.
Yderligere spørgsmål
Yderligere oplysning om generalforsamlingen og LAG Midt-Nordvestsjælland kan fås hos:
Formand Flemming Engtoft Larsen, flemmingengtoft@gmail.com / 51 31 64 56