Stor interesse for at vide mere om LAG-midler
Det bobler med virkelyst og gode idéer i det midtnordvestlige hjørne af Sjælland. Det må være konklusionen efter fremmødet til det informationsmøde, vi holdt i går aftes. Trods hård konkurrence fra godt vejr og valgkampen havde henved 35 personer fundet vej til vores sekretariat i Jyderup.

Stort fremmøde til orienteringsmødet hos LAG Midt-Nordvestsjælland 23.5 2019 (Foto: Stig Andersen).
Stor spørgelyst
Selv om kendskabet til LAG helt tydeligt er øget igennem de senere år, viste spørgelysten ved mødet, at der stadig er behov for dialog og information om ordningen. Det var mange gode spørgsmål – bl.a. om reglerne for medfinansiering og behovet for finansiering af projekterne indtil udbetaling af støtte. Der var også fokus på hele processen fra idé til udbetaling ved det halvanden time lange møde.

Koordinator Michella Schack fra LAG Midt-Nordvestsjælland fortalte om LAG-ordningen. Hun har en fortid hos Erhvervsstyrelsen og er en af dem i Danmark, der ved allermest om den. (Foto: Stig Andersen)
Ny hjemmeside
For at gøre det lettere og mere forståeligt at søge om og få udbetalt LAG-midler har vi netop lanceret den hjemmeside, du sidder med nu. Den prøver at besvare de spørgsmål, vi hyppigst møder ude i marken. Vi har prøvet at gøre den lækker og indbydende ved at have et meget visuelt udtryk, så du forhåbentligt får lyst til at gå på opdagelse og lade sig inspirere. På hjemmesiden kan du bl.a. også se mange af de allerede 72 projekter, vi har støttet i årene 2015-19.

En ny hjemmeside skal hjælpe både nye og gamle ansøgere med at styre uden om faldgruberne. Det meget visuelle udtryk giver lyst til at gå på opdagelse og lade sig inspirere. (Foto: Stig Andersen)