Velkommen i Baghaven
Istidsruten (klik her for at se ruten på et større kort) er en 390 km lang cykelrute, der kommer til at gå igennem det vestsjællandske landskab med istidslandskabet som gennemgående tema. I skiltningen af Istidsruten bliver mammutten det letgenkendelige symbol.
Du finder projektets egen hjemmeside på www.istidsruten.dk.
LAG Midt-Nordvestsjælland var meget tidligt med i processen omkring Istidsruten og er også i dag involveret i arbejdet med at gøre den til en succes.
Netværk for Serviceydelser langs Istidsruten er under opbygning
Helt konkret har vi været involveret i opbygningen af det kommercielle netværk Netværk for Serviceydelser langs Istidsruten (NSLI). Netværket koordineres af LAG-koordinator Michella Schack (kontaktoplysninger kan ses længere nede på siden) i regi af projektet ‘Velkommen i Baghaven’, mens der er en styregruppe bestående af lokale aktører.
Det er resultatet af en lang proces med afholdelse af en stor brainstorm-konference i april 2017, en efterfølgende række på 4 workshops, et acceleratorforløb for en række udvalgte virksomheder, og nu har vi altså faciliteret skabelsen af et netværk på foreløbigt cirka 50 kommercielle aktører inden for overnatning, spisesteder, oplevelser og service.
Netværket har holdt møder 10.10 og 13.11 2019.
Ruteinddelingen med 5 etaper, genveje og sløjfer
Istidsruten (se større kort) bliver bygget op omkring 5 etaper:
Etape 1: Fra Nykøbing Sjælland til Holbæk
Etape 2: Fra Holbæk til Lejre
Etape 3: Fra Lejre til Sorø
Etape 4: Fra Sorø til Jyderup
Etape 5: Fra Jyderup til Nykøbing Sjælland
Derudover bliver der 6 oplevelsescentre (ikke afmærket på kortet, men klik på linket og læs mere om hver enkelt af oplevelsescentrene):
- Brorfelde Observatorium
- Geopark Odsherred
- Museum Vestsjælland
- Nationalpark Skjoldungernes Land
- Naturpark Åmosen
- Sagnlandet Lejre
Istidsruten bliver inddelt i 5 etaper med Nykøbing Sjællænd, Holbæk, Lejre, Sorø og Jyderup som start- og slutbyer på etaperne. Hovedruten med blåt, genveje med grønt og sløjfer (ekstrature) med lilla.
Åbningen udskudt
På grund af coronavirus er åbningen af Istidsruten, der skulle have fundet sted 16.-17. maj 2020, blevet udskudt. Evt. spørgsmål til dette skal rettes til Istidsruten@holb.dk.